Venezuela

This page contains the memories of my dear friend Bill who sadly passed away in the summer of 2007.

I spent March, April and May 2006 with Bill on his sailing boat in Venezuela. Most time was spent in the archipelago of Los Roques.

Time has come to say goodbye to Los Roques and Venezuela and goodbye to Capt. Bill and the bonefish...

After hanging out in Gran Roque for a while we are now back in Carenero where we have been hiding from a tropical wave. It brought 20 knots of winds and 5 drops of rain...

Bonefish country! (Look closely and you can see the school).

This morning I caught my 4th and biggest bonefish so far! (I know it's not a monster...)

Caught my 2nd and 3rd bonefish today!

We went for a sail down the reef to Boca de Sebastopol.

After a great sail we are back in "the rocks". On the way here the boat was flying over the waves at almost 9 knots.

We have arrived in the sport fishing capital of Venezuela.

The first "civilized" place to visit on this trip was the marina of Puerto Cabello where we've been hanging out for a couple of days provisioning food, fruit, and beer!

29. marts 2006

Efter Los Roques sejlede vi til en øgruppe 30 sømil længere mod vest, der hedder Islas de Aves. På vejen dertil fangede vi to guldmakreller på ca. 15 kilo, som jeg parterede i et stort blodbad på dækket. Islas de Aves betyder noget i retning af fugleøerne, og der var da også fugle overalt. Pelikanerne ligner noget, der lige er trådt ud fra en tegneserie, når de styrtdykker efter småfisk og lander på vandet med et kæmpeplask på meget kluntet vis. Bagefter må de forsvare deres fangst overfor grådige måger, der prøver at stjæle fangsten ud af næbbet på dem.

Vandet her er det klareste, jeg nogensinde har det, og er der en fryd for en vandhund som mig at plaske rundt dagen lang, indtil mine fingre og tæer er rynkede som rosiner og ved at gå i opløsning. Bunden er overstrøet med store konkylier, men jeg har til min store utilfredshed ledt forgæves efter hummere indtil nu.

På Islas de Aves var vi ankret 3-4 dage bag et rev, hvor en stor glubsk barracuda patruljerede. Det var en symfoni af alle tænkelige blå, grønne og turkise farver og et meget fotogent sted.

Da vi var blevet trætte af at spise fisk og var løbet tør for mariekiks, forlod vi Aves kl 4 om morgenen og sejlede til en nationalpark på fastlandet (70 sømil væk), der hedder Morrocoy. På vejen dertil fangede vi endnu en guldmakrel på 10 kilo, og selvom det er min yndlingsspisefisk, er jeg snart træt af at spise fisk og drømmer om en saftig bøf!

Morrocoy er en stor park af mangroveøer og (fandt vi ud af) mere eller mindre lavvandede kanaler, som man må zigzagge sig igennem. Der er grønne og røde bøjer til at guide både igennem vanskelighederne, men det lader ikke til, at kystvagten her er enig i de internationale søfartsregler og betydningen af grøn og rød. De fleste bøjer var ikke-eksisterende, og resten var rustne eller havde revet sig løs og lå strandet på revene (ikke nogen god ide at navigere efter...) eller på land. Vi syntes selv, det var ret godt klaret, at vi kun gik på grund 2 gange, heldigvis på mudderbanker, og var glade for, at vores katamaran kun stikker 4 fod.

Da vi efter mange anstrengelser havde fundet et sted at ankre, fandt vi os selv midt i en meget idyllisk og smuk nationalpark omgivet at høje skråninger med palmeskov, og vi blev der et par dage, fordi vi så godt kunne lide det. Hver morgen og aften fløj flokke af knaldrøde ibiser (for de ikke fuglede: en fugl lidt a la en stork, bare nærmest selvlysende pink/rød med et næb der buer nedad) over båden. Det er den rødeste fugl, jeg nogensinde har set!

Vi brugte en hel morgen på at manøvrere os ud derfra igen, og efter at have siddet fast på en mudderbanke og set fårede ud en tid, fandt vi ud til det store åbne hav igen og sejlede til Puerto Cabello, hvor vi er nu. Sammenlignet med alle småøerne, vi har været på indtil nu, er her meget befolket. Man skal ikke grine, de har faktisk pirater i Venezuela, og de sejler rundt i små fiskerbåde med deres automatvåben og plyndrer og myrder sejlerfolk, der ikke passer på (det sker nu ikke så forfærdelig tit). Derfor ligger vi i en marina med vagter og store hunde og føler og meget sikre. Vi har næsten spist al fisken (når jeg kommer hjem, udgiver jeg bogen "Guldmakrel På 1000 Måder") og har til gengæld fyldt båden op med øl og meloner.

Om et par dage sejler vi tilbage til Los Roques, og det skal blive godt at komme tilbage i snorklekostumet igen.

Herunder findes nogle billeder fra de sidste par uger:

After a perferct day sail from Islas de Aves we have arrived in the Venezuelan mainland. The first was is a mangrove national park full of scalet ibis and white egrets with yellow feet.

We are now in Islas de Aves about 30 miles West of the Los Roques archipelago. It's an uninhabited group of small islands. As the name suggests they are full of birds. Here are red footed-, brown-, and masked boobies, pelicans and fregate birds nesting in the mangrove and they make a lot of noise.

We have been sailing around in Los Roques sine I arrived on the 4th of March. It's a gorgeous archipelago full of reefs and long white beaches. Gran Roque is the main island and we have been anchored around many of the keys and little islands. Now the plan is to sail West to the archipelago Ilhas de Aves, which is a nice day sail away.

Sunset in Gran Roque.

In the beginning of March I flew to Caracas, Venezula, to sail around for a while off the Venezuelan coast on this little 37' catamaran skippered by Capt. Bill from Canada who I met in the Azores in 2003.